Julegaveræset er for alvor flyttet ud på internettet. Det er nemmere, og du er faktisk bedre stillet som forbruger, når du handler på nettet, end hvis du køber julegaverne i en fysisk butik.
Kan du huske i de gode, gamle dage, hvor vi alle sammen var ude hver weekend i julemåneden og jagte julegaver. Alle stod på nakken af hinanden, og det meste af dagen gik med at kæmpe sig gennem menneskemængden, lede efter den næste gave på listen eller stå i kø ved kassen.
Køber du julegaver på nettet, er du bedre stillet
Men ikke nok med at du slipper for menneskemylderet og alt turmulten, hvis du køber dine julegaver på nettet: Du får også både fortrydelsesret og en meget bedre og mere fleksibel mulighed for at bytte.
Fortryder du købet i en almindelig butik, er de ikke forpligtigede til at ophæve handlen og betale dig pengene tilbage. Derfor er det meget, meget sjældent, at du kan få pengene tilbage, når du først har betalt.
De fleste tilbyder til gengæld at bytte varen til en vare af tilsvarende værdi. Men heller ikke det er butikken forpligtiget til, og hver enkelt butik kan have meget forskellige bytteregler. De fleste steder kan du få byttet en vare inden for de første 8 dage efter købet, men varen skal være i ubrudt emballage, så butikken er i stand til at kunne sælge den igen.
Til jul er der dog en vis tradition for, at butikkerne bytter varer, der er givet som julegaver, og flere fysiske butikker har forlænget bytteperioden i tiden efter jul som en ekstra service.
På nettet kan du fortryde købet
Det ser helt anderledes ud, hvis du køber dine julegaver på internettet. På nettet er en butik forpligtet til at give dig pengene tilbage, hvis du fortryder dit køb inden for 14 dage efter, du har svunget med Dankortet i butikkens webshop.
Men hvor du tidligere bare kunne lade være med at hente pakken, skal du i dag tydeligt meddele netbutikken, at du fortryder købet, for eksempel ved hjælp af en særlig formular på deres hjemmeside, og returnere pakken med det købte i ubrudt emballage eller – f.eks. ved tøj – i salgbar stand. Du kan således godt prøve en skjorte, men du må ikke have gået med den i længere tid, end det tager at prøve den.
Hvis emballagen er brudt, er det butikken, der bestemmer hvor meget, varen er værd. Nogle webshops har en klausul i deres handelsbetingelser, hvor der står, at varer, der sendes tilbage i åbnet eller uden emballage per default har en bestemt værdi, f.eks. 1 krone.
Fortryder du købet, skal butikken ikke alene give dig pengene for varen retur, men også alle de eventuelle gebyrer og forsendelsesomkostninger, du har betalt for at få varen tilsendt. Udgiften til at sende varen tilbage, skal du selv betale.
Bedre bytteret på internettet
Også når det gælder mulighederne for at bytte en vare, du har købt på internettet, er du meget bedre stillet, end hvis du havde købt varen i en fysisk butik.
De fleste netbutikker medsender en returseddel, og mange af dem tilbyder også en billigere forsendelsespris på at sende varer retur, som du skal have byttet. Enkelte netbutikker bytter ligefrem helt gratis (altså afholder forsendelsesomkostningerne), hvis du bare skal have den samme vare i en anden størrelse eller anden farve.
Har du ikke fået medsendt en særlig returseddel, beder de fleste butikker om, at du medsender kvittering og ordrenummer, hvis du ønsker at bytte varen.
Som ved returnering, skal varen være i uåbnet emballage eller i salgbar stand.
Vigtigt at du læser handelsbetingelserne
Det er altid vigtigt, at du sætter dig ind i handelsbetingelserne, inden du køber noget i en netbutik, og de fleste har ret gode beskrivelser af deres regler for og procedurer omkring fortrydelse af køb og bytteret.
Det er tosset IKKE at læse handelsbetingelserne – du krydser trods alt af, at du er indforstået med dem, og det er ærgerligt, hvis tingene ikke er, som du forventer det, hvis du mod forventning fortryder dit køb eller ønsker at bytte varen
I den kvitteringsmail du modtager, når du har gennemført betalingen i netbutikken, kan du oftest også finde fortrydelses- eller byttebetingelser eller et link til butikkens handelsbetingelser.
Sidste frist for at købe julegaver på nettet
Men snart er det slut med at bestille julegaver på nettet for i år, hvis du skal være sikker på, at de når frem inden jul. Men det kan nås endnu, og mange webshops lover, at de gaver du bestiller inden den 22. december, stadig kommer frem til jul. Men vores råd er, at du ikke bør bestille noget online efter i morgen, hvis du skal være helt sikker på at kunne lægge det under juletræet i år.